Kreds 140 - en del af Danmarks Lærerforening

Budgetforlig i Viborg Kommune

14. september 2026

Hvad ved vi

Som mange af jer sikkert allerede har set eller hørt, blev der sent fredag aften indgået et budgetforlig, som 20 ud af 31 byrådsmedlemmer står bag (Venstre, Socialdemokratiet, Alternativet, Enhedslisten, SF og løsgænger Pernille Dam Marcussen).

Foreløbig ved vi ikke så meget mere end det, man kan læse ud af bilagene på Viborg Kommunes hjemmeside, men helt overordnet adresseres bl.a., at flere elever skal opnå mindst 02 i dansk og matematik, og at man i skolen ønsker øget faglighed, bedre faglig og social trivsel samt at gøre folkeskolen til det naturlige førstevalg.

Det skal bl.a. ske ved inden for de kommende fire år at tilføre midler til folkeskolerne:

  • Løft af folkeskoleområdet med 10,6 mio. kr. i 2027 – samlet 57,4 mio. kr. over fire år.

  • 5 mio. kr. årligt til forebyggende skolefraværsindsatser – 20 mio. kr. samlet over fire år.

  • 1,6 mio. kr. årligt til sikring af lejrskole for alle elever mindst én gang i skoletiden.

På minussiden er der budgetteret med en 0,5 % generel reduktion og fuld demografiregulering på 9,2 mio. kr. i 2027 på grund af faldende elevtal. Det faldende elevtal forventes at give ni klasser færre (svarende til ca. 7,2 mio. kr.), og demografireguleringen er dermed ca. 2 mio. kr. større end det, nedgangen i antallet af klasser tilsiger.

Politisk er der altså ambitioner på folkeskolens vegne. Det er positivt og samtidig afgørende nødvendigt, hvis vi skal have vendt udviklingen i elevernes faglighed og trivsel.

Men hvis man mener det alvorligt, at flere elever skal lykkes fagligt, skal vi også investere i de skoler, rammer og ansatte, der skal få det til at ske. Her spiller lærerne naturligvis en helt afgørende rolle.

Forliget skal førstehandles onsdag den 16. september og andenbehandles på byrådsmødet den 7. oktober.

Budgetforliget kan tilgås i sin fulde længde på Viborg Kommunes hjemmeside.

Vi kommer naturligvis som kreds til at følge den videre proces tæt og vil have særligt fokus på, hvordan de politiske ambitioner for folkeskolen bliver omsat til konkret virkelighed på skolerne – og på, om de afsatte midler reelt giver bedre muligheder for at lykkes med opgaven.

Vi vil samtidig holde øje med, hvordan besparelserne og demografireguleringen udmøntes, og om det sker på en måde, der påvirker undervisningens kvalitet eller lærernes trivsel og arbejdsmiljø.

Vi har en fælles interesse i, at de politiske ambitioner bliver til mere end gode formuleringer i et budgetforlig. De skal kunne mærkes i klasselokalet – af eleverne og af lærerne.

// JW