Nyhedsbrev
Nyheder fra Viborg Lærerkreds
Kære medlemmer
Skoleåret lakker mod enden, og vi vil fra kredsens side gerne benytte lejligheden til at sende jer en varm sommerhilsen. Samtidig vil jeg sige jer en stor og helt oprigtig tak for jeres indsats, jeres engagement og den måde, I hver dag får hverdagen til at hænge sammen på ude på skolerne. Jeg ved, at det har været endnu et år med mange krav og højt tempo, og netop derfor gør det indtryk, at I fortsat klør på og løfter opgaven – både for eleverne og for hinanden.
Kort status på skoleåret
Som kreds har vi også i år haft meget at tage fat på, både ude på skolerne og på kredsen. På skolerne fylder arbejdsmiljøet ikke overraskende fortsat meget. Især inklusion, tidspres og mangel på læreruddannede kolleger kalder på opmærksomhed. Samtidig ser vi flere forældresituationer, som presser arbejdsmiljøet, og som kræver en tydelig og professionel håndtering.
I den seneste medlemsundersøgelse fra januar 2026 står vi fortsat med en situation, hvor over halvdelen af lærerne har overvejet at forlade folkeskolen og lærerfaget. De årsager, der er angivet til dette viser, at der fortsat er behov for at arbejde målrettet med sammenhængen mellem tid og opgaver, en forbedring af det psykiske arbejdsmiljø og bedre muligheder for at støtte alle børn. Det fokus tager vi med os videre efter sommerferien.
Også kommunalvalget i november 2025, folketingsvalget i marts 2026 og forårets overenskomstforhandlinger har selvsagt været en del af et travlt år, og senest har økonomiaftalen for 2027 også givet nye perspektiver at forholde os til.
Fokus på arbejdsmiljøet
Når vi ser frem mod det kommende skoleår, bliver det fortsat vigtigt at arbejde for bedre arbejdsvilkår og bedre rammer for lærernes hverdag. Det handler selvsagt om mere tid til forberedelse, bedre ressourcer til inklusion og et godt psykisk arbejdsmiljø. Det er også her, vi i kredsen vil lægge vores kræfter, når vi går ind i det nye skoleår. Vi vil have fokus på at forebygge stress, vold og trusler i hverdagen, og vi vil fortsat presse på for en bedre balance mellem opgaver og tid og være i tæt dialog med kommunen om de løsninger, der bedst kan understøtte både undervisningen og arbejdsmiljøet.
Samtidig er det vigtigt for os at arbejde for trygge og bæredygtige arbejdsforhold, hvor der er plads til både faglighed, samarbejde og arbejdsglæde.
Fællesskabet flytter os fremad
Vi står heldigvis med et stærkt fagligt fællesskab og en solid organisation i ryggen. Det afspejler sig også i vores seneste medlemsundersøgelse fra januar 2026. Her tilkendegiver godt 80 % af medlemmerne i Viborg Lærerkreds, at de er tilfredse eller meget tilfredse med deres tillidsrepræsentant og kreds. Det er vi utrolig stolte over. Når 56 % samtidig oplever, at foreningen samlet set opfylder deres behov i høj grad, bekræfter det, at vi er på rette vej – både lokalt og centralt. I vil i øvrigt snart få lejlighed til at se yderligere resultater fra medlemsundersøgelsen.
Vores stærke fællesskab er dog ikke kommet af sig selv, og vi har absolut ikke tænkt os at hvile på laurbærrene. For at fortsætte den gode udvikling skal vi turde se på os selv med et skarpt og konstruktivt blik. Det bliver ikke mindst vigtigt i de kommende drøftelser om, hvordan fremtidens DLF skal se ud. Mere om det i den nærmeste fremtid.
Velfortjent restitution og sommerhilsen
Inden vi går på ferie, vil jeg på vegne af kredsstyrelsen og kontoret sende en varm sommerhilsen til jer alle. Pauser og restitution er afgørende for at tanke fornyet energi.
Vi håber, I får trukket stikket - helt, nydt roen og tilbragt værdifuld tid sammen med jeres kære.
Rigtig god og afslappende sommer til alle.
Bedste hilsener
Jeanette